Kære Line
Jeg er 47 og har valgt at leve som single — frivilligt og med glæde. Jeg har det godt, et rigt liv med venner, arbejde og egne projekter. Men min familie — særligt min mor og min søster — presser mig konstant til at “komme ud og møde nogen”. Julemiddagen er allerede nu et sted jeg gruer for. Hvad gør jeg?
— Kvinde, 47
Kære dig
Det du beskriver er ikke et problem med dig — det er en kollision mellem dit valg og en norm der stadig sidder dybt i mange familier: at et komplet voksenliv kræver en partner.
Den norm er fejlagtig. Men det gør den ikke mindre tilstedeværende ved julemiddagen.
Hvorfor det er så svært
Familien presser dig sandsynligvis ikke af ondsindethed. De presser dig fordi de er opdraget til at tro at du mangler noget — at singlelivet er en overgangsperiode, ikke et endemål. Det er en kulturel antagelse der er svær at rokke ved, og det er trættende at skulle forsvare sig imod den gang på gang.
Hvad du kan gøre
Det første du kan overveje er at holde op med at argumentere. Argumenter inviterer modargumenter — og du ender i en diskussion du ikke kan vinde fordi I ikke er uenige om fakta, men om grundlæggende antagelser om hvad et godt liv er.
Prøv i stedet at afskære samtalen roligt og uden drama: “Jeg er meget glad for mit liv som det er. Det er ikke et emne jeg vil tale om.” Og så skifte emne.
Det kræver øvelse. Det første par gange føles det akavet. Men du behøver ikke forklare dit valg — du skal bare insistere på det.
Om julemiddagen
Forbered dig på at det vil ske. Beslut på forhånd hvad du vil sige — og hvad du ikke vil deltage i. Du kan sige det med en sætning og gå videre. Du behøver ikke sidde og forklare dig selv i en time.
Den vigtigste ting
Dit valg er legitimt. Forskning viser at frivillige singler gennemsnitligt er mere tilfredse med sit sociale liv og eget velvær end dem der lever i utilfredsstillende parforhold. Du er ikke defekt. Du har truffet et valg der passer dig.
Det er nok.
Med venlig hilsen, Line
Spørgsmål til Line? Send det til brevkassen.