Kære Thomas
Jeg og min kone har realiseret at vi næsten kun taler om børn og logistik. Når børnene er i seng er der stille. Vi ved ikke hvad vi skal tale om. Det er skræmmende.
— Mand, 43
Kære dig
Det er skræmmende fordi det afslører noget — nemlig at parforholdet har leveret på familielivet men muligvis underprioriteret sig selv.
Det er ikke usædvanligt. Men det er et signal der er værd at tage alvorligt.
Hvad det ikke er
Det er ikke bevis på at I ikke passer sammen. Det er bevis på at jeres forbindelse har kørt på autopilot i en periode. Autopilot er ikke det samme som slukket.
Hvad der er sket
Børn er fuldtidsabsorberende. Par der er dybt investerede i forældreskabet kan — uden at bemærke det — flytte al fælles opmærksomhed dertil. Hvad man talte om i starten: tanker, drømme, meninger om verden, hvad der rørte én — det er ikke forsvundet. Det er bare ikke blevet luftet.
Hvad der hjælper
At lave spørgsmål til hinanden. Ikke om børnene — men om hvad I tænker om nu, hvad I drømmer om, hvad I har savnet at gøre, hvad der har ændret sig for jer personligt de seneste år.
Det er pinligt i starten. Det føles akavet at spørge sin partner om noget man burde vide. Men det er en øvelse — og den virker.
Og at investere i fælles oplevelser der giver noget at tale om. Ikke nødvendigvis store — men noget der ikke er hverdagsdrift.
Det hjælper at starte med konkrete, åbne spørgsmål: hvad du tænker på i øjeblikket, hvad du har set for dig på det seneste, hvad du savner at gøre. Ikke store samtaler på én gang. Bare små åbninger der inviterer den anden ind.
Med venlig hilsen, Thomas
Spørgsmål til Thomas? Send det til brevkassen.
En tanke til dig
Det at du overhovedet stiller spørgsmålet viser, at du tager dit samliv og din intimitet seriøst. Det i sig selv er et godt udgangspunkt. Mange sidder med de samme tanker — du er ikke alene om det.
Denne artikel indeholder affiliate-links.